
Af David A. Williams
Enhver æra har sine politiske tabuer. Nogle ideer kan blive anerkendt privat i kabinetsrum, accepteret af ingeniører og stille afspejlet i investeringsbeslutninger, men forblive næsten ubeskrivelige offentligt, fordi de forstyrrer den historie, regeringer ønsker at fortælle. I det 21. århundrede er naturgas blevet et af disse emner. Lyt omhyggeligt til sproget omkring Europas energiomstilling, og man kunne let konkludere, at gas hører historien til, dømt til at forsvinde under en stigende bølge af havvind, solcelleparker, kunstig intelligens og brint. Alligevel har elsystemer en irriterende vane med at nægte at deltage i politisk teater. De anerkender ingen manifester, bifalder ingen taler og forbliver fuldstændig ligeglade med ministeroptimisme. Deres eneste bekymring er, om der er tilstrækkelig elektricitet i præcis det øjeblik, nogen rækker ud efter en lyskontakt. Det er i denne ubarmhjertige skelnen mellem fortælling og fysik, at en af Europas mest stille fascinerende modsætninger opstår. Gas er ikke vendt tilbage, fordi den aldrig helt forsvandt. Det, der har ændret sig, er, at næsten ingen ønsker at anerkende den rolle, den stadig spiller.
Danmark illustrerer dette paradoks bedre end næsten noget andet land på Jorden. Det har ærligt opnået sit internationale ry som en pioner inden for vedvarende energi. Få nationer har vist større opfindsomhed i at udnytte havvind, integrere fjernvarme, opbygge sofistikerede elmarkeder og bevise, at dekarbonisering ikke behøver at ske på bekostning af velstand. Efterfølgende regeringer har bygget en energimodel, som mange større økonomier nu søger at efterligne, og med god grund. Alligevel har succes medført sin egen ejendommelige form for intellektuelt ubehag. Jo mere imponerende den vedvarende revolution bliver, jo mindre villige synes politikere at diskutere de tilfælde, hvor vedvarende energi alene er utilstrækkelig. Disse tilfælde er hverken hyppige eller katastrofale, men de er virkelige. Nordeuropa oplever med jævne mellemrum lange perioder med roligt vejr ledsaget af svag vintersol, forhold kendt i Tyskland som Dunkelflaute. Under disse episoder viger den elegante sikkerhed i klimapolitikken for den rodede virkelighed af at drive et avanceret industrisamfund. Hospitaler kan ikke indstille driften, fordi atmosfæriske forhold er blevet ubelejlige. Datacentre kan ikke informere kunstig intelligens om, at den skal genoptage behandlingen, når vinden forbedres. Jernbaner, fabrikker, kommunikationsnetværk og militærinstallationer fortsætter alle med at forbruge elektricitet med fuldstændig ligegyldighed over for meteorologi.
Det er her, den politiske samtale bliver uventet afslørende. Få regeringer taler nu entusiastisk om naturgas, men næsten alle elsystemer planlægger stadig omkring dens tilgængelighed. Ordforrådet har simpelthen ændret sig. Ministre diskuterer fleksibilitet i stedet for gas, modstandsdygtighed i stedet for gas, balancerende tjenester i stedet for gas og strategiske reserver i stedet for gas. Selve brændstoffet forsvinder gradvist fra officielle taler, selvom infrastrukturplanlæggere fortsætter med at sikre, at tilstrækkelig regulerbar kapacitet forbliver tilgængelig netop i de øjeblikke, hvor naturen beslutter sig for ikke at samarbejde. Det er en ekstraordinær øvelse i demokratisk lingvistik. Samfundet har ikke elimineret afhængigheden af kontrollerbar produktion. Det har blot omdøbt den. Historien tyder på, at civilisationer ofte løser politiske problemer ved at ændre sproget, før de ændrer virkeligheden. Romerriget fortsatte med at udvikle sig længe efter, at det holdt op med at kalde sig en republik. Koloniimperier blev til commonwealths. Redningspakker blev til markedsstabilisering. Gas er tilsyneladende blevet til fleksibilitet.
Der er et dybere filosofisk spørgsmål skjult under denne semantiske transformation. I en stor del af den moderne historie har energipolitik været bygget op omkri