
Krige omformer landkort, vælter regeringer og ødelægger økonomier. De skaber også vindere, selvom få er villige til at indrømme det, mens kampene fortsætter. Ruslands invasion af Ukraine har været en ubetinget katastrofe for millioner af mennesker. Alligevel er geopolitik sjældent sentimental. Den belønner forberedelse mere end intention. Og hvis der er ét europæisk land, der synes at være fremstået med betydeligt større strategisk betydning end før februar 2022, er det Danmark.
Af David A. Williams
Det er en ubehagelig påstand. København har været blandt Ukraines stærkeste støtter, har ydet militærhjælp, øget forsvarsudgifterne og absorberet de økonomiske chok fra Europas energikrise. Danske husstande mærkede smerten af de stigende elpriser ligesom alle andre. Men strategisk fordel og umiddelbar økonomisk smerte udelukker ikke hinanden. Historien er fuld af nationer, der udholdt kortsigtede omkostninger, mens de stille og roligt akkumulerede langsigtet indflydelse. Danmark kan nu befinde sig i netop den situation.
I årtier blev danske politikere beskyldt for at behandle klimapolitik som et dyrt moralsk korstog. Vindmøller blev symboler på miljømæssig idealisme snarere end strategisk statshåndværk. Disse kritikere er stort set forstummede. Europas pludselige skilsmisse fra russisk gas har forvandlet hver eneste havvindmøllepark, hver eneste elforbindelse og hver eneste kilometer undersøisk kabel til et aktiv af geopolitisk betydning. Det, der engang lignede klimapolitik, ligner i stigende grad national sikkerhedspolitik på andre måder.
Det er her, Danmarks position bliver særligt interessant. I modsætning til mange større europæiske økonomier gik landet ind i krisen med årtiers erfaring inden for offshore-teknik, vedvarende elektricitet, maritim logistik og grænseoverskridende energiintegration. Den ekspertise, der blev akkumuleret gennem olieindustrien i Nordsøen, udviklede sig naturligt til global lederskab inden for offshore vind. Det blev aldrig udformet som en geopolitisk strategi. Ikke desto mindre er det blevet en.
Den virkelige historie handler ikke om turbiner. Den handler om energi, både elektrisk og politisk. Europa går ind i en æra, hvor elektricitet vil understøtte næsten alle sektorer af økonomisk aktivitet, fra kunstig intelligens og avanceret produktion til forsvarsproduktion og transport. Lande, der kan generere rigelig, pålidelig og sikker elektricitet, vil nyde fordele, der rækker langt ud over lavere CO2-udledninger. De vil tiltrække datacentre, batterifabrikker, halvlederinvesteringer og energiintensive industrier, der søger stabilitet i en stadig mere ustabil verden.
Danmark har erkendt dette skift tidligere end de fleste. Landet eksporterer ikke længere kun teknologi; det eksporterer modstandsdygtighed. Denne modstandsdygtighed bærer værdi, fordi Europa temmelig smertefuldt har opdaget, at energiafhængighed blot er en anden form for strategisk afhængighed. Moskva har bevæbnet gas. Beijing dominerer mange af de mineraler og fremstillingsprocesser, der er afgørende for den grønne omstilling. Washington er fortsat uundværlig gennem flydende naturgas og avancerede teknologier. Europæisk strategisk autonomi er fortsat mere en ambition end en realitet.
Ironien er slående. Europa brugte år på at debattere energi gennem sproget i klimamål, emissionshandel og bæredygtighedsrapporter. Vladimir Putin ændrede samtalen næsten natten over. Energi blev en afskrækkelse. Rørledninger blev sårbarheder. Offshore-infrastruktur blev militære mål. Efter sabotagen af Nord Stream-rørledningerne flyttede beskyttelsen af energiinfrastruktur sig fra forsyningsselskabers ansvarsområde til flådernes, efterretningstjenesternes og forsvarsministeriernes. Danmark, der sad overspredt på noget af Europas vigtigste maritime infrastruktur, blev pludselig langt mere betydningsfuldt, end dets størrelse antyder.
Intet af dette garanterer va