
David Williams
Er dette endnu et eksempel på EU's knæfaldsreaktionisme? Det føles bestemt sådan. Den seneste fase af EU's omfattende AI-reguleringer ankommer pakket ind i det velkendte sprog om eksistentiel krise, som om Bruxelles heroisk forsvarer selve civilisationen mod en nærtstående hær af uærlige chatbots. Under EU's AI-lov, der træder i kraft den 22. august i år, har Europa konstrueret en enorm ramme af compliance-regler, gennemsigtighedsmandater, risikokategorier, tilsynsmekanismer og administrative procedurer, der er tætte nok til at få middelalderlig kanonisk ret til at virke fuldstændig ubekymret.
Og, forudsigeligt nok, har en stor del af den "middelmådige" medieklasse modtaget det med nærmest religiøs iver.
Når man læser nogle af onlinekommentarerne, skulle man tro, at kunstig intelligens var kommet specifikt for at ødelægge journalistikken i stedet for at automatisere et par triste redaktionsfunktioner, der allerede var halvt mekaniserede for årtier siden. Panikken er blevet utilsigtet komisk, hovedsageligt fordi mange af de mest højlydte kritikere tilsyneladende aldrig rent faktisk har arbejdet på en redaktion. De taler om journalistik, som om den engang var produceret i stearinlysets skær, skabt af højtidelige intellektuelle i tweedjakker, der mejslede sandheden ind i marmortavler, før silikonebarbarerne brød portene igennem.
I virkeligheden har journalistik altid været afhængig af former for kunstig intelligens. Vi kaldte dem blot tekstredaktører.
Enhver reporter med reel erfaring fra redaktionen ved dette. Historier har altid været igennem usynlige lag af korrektioner, beskæringer, faktatjek, omskrivninger og lejlighedsvise nødoperationer udført af udmattede eller berusede redaktionssekretærer klokken to om natten. Den eneste betydningsfulde forskel nu er, at maskinen ikke forsvinder i fyrre minutter for at ryge udenfor, mens den insisterer på, at den "omarbejder løgnene".
Og ærligt talt har jeg haft langt flere problemer med halvkyndige redaktører, der er overbevist om, at de var fremtidige Pulitzer-vindere, end med noget AI-assisteret faktatjeksystem. I det mindste indsætter algoritmen ikke pludselig sit eget ideologiske manifest halvvejs gennem en historie, fordi den engang deltog i et seminar om mediestudier i East London.
Hysteriet smigrer også journalistikken med en storhed, den sjældent besad. Meget af den moderne journalistik består allerede af genbrugt bureautekst, omskrevne pressemeddelelser, Twitter-parafrasering og journalister, der citerer andre journalister, der citerer Reddit-tråde, der citerer anonyme TikTok-konti. Kunstig intelligens opfandt ikke denne kultur. Den automatiserede blot bureaukratiet i den.
Der er noget dybt victoriansk over panikken. Man forestiller sig redaktionelle forfattere advarer om, at "det mekaniske sind" vil ødelægge civilisationen, ligesom tidligere generationer bævede foran skrivemaskinen, telefonen eller kvinder, der læste romaner uden opsyn.
Selvfølgelig kan kunstig intelligens producere vrøvl. Det kan journalister også. Arkiverne er fulde af katastrofalt forkerte overskrifter, der udelukkende er skrevet af mennesker med grader, udgiftskonti og oppustet selvhøjtidelighed. Menneskelige fejl, i modsætning til kunstig intelligens-fejl, opstår normalt pakket ind i ego.
Det virkelige problem er ikke, om AI hører hjemme i journalistikken. Det har den altid gjort, i en eller anden form. Spørgsmålet er, om journalistikken stadig besidder tilstrækkelig intellektuel seriøsitet til at føre tilsyn med de værktøjer, den bruger. En kompetent redaktør, der bruger AI, er uendeligt mere værdifuld end en inkompetent redaktør, der kun er bevæbnet med nostalgi.
Meget af forargelsen føles mindre som et forsvar for journalistik og mere som et panikanfald fra mellemledere. Kunstig intelligens erstatter ikke store journalister. Store journalister er allerede sjældne. Det,